ÆRESMEDLEM (DBS)

Dansk Billedhuggersamfund skriver om Gerda Thune Andersen:

Gerda Thune Andersen, som 29. august 2022 fylder 90 år, er en af sin generations helt store fyrtårne i billedhuggerfaget. Imponerende er den række af monumentale værker og udsmykninger, hun har bag sig, Og se om ikke hun stadig er optaget af kunstneriske udfordringer.

Hendes mangeårige praksis kendetegnes ikke alene ved en stor nysgerrighed, men også ved de modige nedslag i verdenshistorien, de store kulturer og religioner, arkitektur, menneskelige vilkår før og nu, tragedie, kærlighed og personlige forhold, som det ses i hendes relieffer, figurer eller portrætter udført i gips, træ, sten eller bronze.

Det vakte opmærksomhed, da Gerda udstillede det store relief Ekko af en drøm på Grønningen i 1974. Værket slog hendes navn fast, ligesom det markerede hendes udvikling hen imod en mere frigjort og til tider ekspressiv udtryksform.

Berejst er hun jo også bl.a. takket være sin mand, forstkandidat Nils Kjølsen, “som er i besiddelse af et udpræget nomadegen”, fortalte Gerda for nogle år siden. I midten af 1960’erne virkede hun i Skåne, i 1990erne i Afrika, hvor hun og Nils Kjølsen periodevis var bosat i Mozambique, Laos, Kenya og Kairo. I dag bor hun i Tisvilde oppe på den sjællandske nordkyst.

Gerda er repræsenteret i samlingerne på bl.a. Statens Museum for Kunst, Regionmuseet Kristianstad og Vendsyssel Kunstmuseum. Og naturligvis er hun æresmedlem her i Dansk Billedhuggersamfund.